Den internationale cykelrute Berlin-København forbinder de to hovedstæder med en knap 700 km lang strækning. Ad snoede cykelstier, langs forfriskende badesøer, gennem tæt nåleskov og forbi gamle slotte går ruten gennem nogle af Tysklands smukkeste naturområder. Turen er inddelt i tre etaper, som naturligvis kan deles op i flere deletaper. Starter du i København, kører du 320 km langs Danmarks smukke kyst og gennem hyggelige købstæder med brostensbelagte gader. Den danske rute slutter i Gedser, hvorfra du efter en kortere sørejse kan starte den første tyske etape ved færgelejet i Rostock - Mecklenburg-etapen.
Mecklenburg-etapen - Rostock-Fürstenberg
Fra færgelejet i Rostock til Fürstenberg er der ca. 255 km. Etapen kan dog med fordeles opdeles i 2-5 mindre etaper, så der er tid til at opleve de hyggelige byer undervejs og nyde den smukke natur.
Et oplagt første stop er Rostock. Den maritime middelalderby har flere cykelvenlige overnatningssteder og byens majestætiske kulisse bestående af købstadens teglstenskirker samt hyggelige åndehuller, som den lille havn ved Mühlendamm, hvor du kan nyde en is og få en dukkert, gør opholdet i Rostock til et oplagt sted at hvile benene.
Fra Rostock går det langs floden Warnow mod byen Bützow. Det smukke landskab omkring floden og de små hyggelige landsbyer undervejs har gennem tiden inspireret kunstnere til deres værker. Flere af disse kan i dag opleves i vandmøllen i Schwaan, som passeres på vej til Bützow.
Fra den charmerende by Bützow går turen videre over byen Güstrow, hvor også den nordlige del af Mecklenburgs sø-område kan opleves. Undervejs passerer du både søen Güstrow Inselsee og Krakower sø, som med stille bugter og små grønne øer indbyder til en dukkert i det klare vand.
I skyggen af duftende fyrretræer går ruten videre mod byen Waren, der ligger på en solrig skråning ved områdets største sø Müritz. Waren er et vidunderligt sted at hvile ud eller tage på udflugt fra. Flere af udflugtsbådene, hvor det også er muligt at medbringe cykler, gør det muligt at udforske Müritzs pittoreske promenader og hyggelige byer.
Fra Waren fortsætter ruten gennem Müritz-Nationalpark, der er en sand eventyrverden præget af duftende fyrreskove, urgamle bøgeskove og hemmelighedsfulde mosedrag samt et hav af mindre søer. Her er der ikke langt mellem skjulte badesteder og hyggelige picnicområder. Den enestående natur og ikke mindst områdets landsbyer fører dig tilbage til en anden tid og giver dig lyst til at stå stille og blive, hvor du er. Den næste etape gennem Brandenburg til slutdestinationen byder dog på mindst ligeså mange oplevelser.
Brandenburg-etapen
Inden du kan cykle igennem Brandenburger Tor i Berlin, venter der dig en tur på lige godt 150 km gennem delstaten Brandenburg, som omkranser Berlin. Strækningerne veksler mellem brede alléer og langstrakte eng- og hedelandskaber og undervejs kommer du igennem gamle stemningsfulde landsbyer og forbi historiske slotte og herregårde.
Etapen gennem Brandenburg går – hvis du tager den direkte vej - fra Fürstenberg over Zehdenick til Oranienburg og slutter i Berlin. Undervejs passerer du flere af Brandenburgs naturparker, som vil give dig lyst til at tage en afstikker fra ruten for at udforske de naturskønne områder. Tag dig tiden – det er det værd!
Naturpark Stechlin-Ruppiner Land er kendetegnet ved sine bøgeskove, der udgør - en for Tyskland – usædvanlig stor del af det samlede skovområde. Også områdets klartvands-søer er enestående. Øst for Stechlin-Ruppiner Land ligger Naturpark Uckermärkische Seen, der er et paradis for vandhunde, kajakentusiaster og bådfolket. Områdets mere end 200 søer med krystalklart vand indbyder ikke kun til afslapning og rekreation, men også vandsport. Tag en pause og udforsk området stående på et paddling board eller siddende i en kajak eller kano.
Fra Zehdenick til Oranienburg, som er den sidste strækning inden turen går mod Berlin, er landskabet præget af grønne græsgange og små skovbryn, der indbyder til at hvile de efterhånden trætte ben. Når du når Oranienburg, er du kun ca. 50 km fra målet. Dette skal dog ikke få dig til at forsømme sightseeing i Oranienburg. Byen emmer af historie og gengiver både tysk storhed og forfald. Således finder du her både Brandenburgs ældste Barokslot og den tidligere koncentrationslejr Sachsenhausen.
Forlader du Oranienburg med Brandenburger Tor som næste store mål, så vil du kunne få øje på det berømte Fernsehturm i horisonten lang tid inden, du kan køre igennem Brandenburger Tor. Med det 368 meter høje fjernsynstårn som pejlemærke føres du forbi nogle af Berlins største seværdigheder og triumfen er endelig, når du har passeret den gamle byport, Brandenburger Tor.
Hvis du har fået lyst til at cykle fra København til Berlin – eller for den sags skyld fra Berlin til København – er der ingen grund til at holde dig tilbage. Ruten kan klares af de fleste og undervejs er der utallige cykelvenlige overnatningsmuligheder. Du kan også vælge at tage turen på el-cykel. Langs ruten fra København til Berlin er der flere ladestationer.
God tur!
Få mere information om cykelruten Berlin-København her: Fra København til Berlin på to hjul
Lignende artikler
- Ferie på Tysklands skønne øer
- Spektakulære vandreruter i Tyskland
- Ferie på vandet i Tyskland
- Klatring og exceptionelle højder i Tyskland