Top billede

Ferie på vandet i Tyskland

Uanset om du vil navigere din egen både fra sø til sø, nyde udsigten til yndefulde vinmarker – selvfølgelig med et glas koldt hvidvin i hånden - fra et krydstogtsskib eller udforske sø- og flodlandskabet i Spreewald på egen hånd i kajak, så er det bare at beslutte, hvilken ferieform det skal være. Tyskland kan det hele. Her kan du læse om de forskellige muligheder og blive klogere på, hvilke muligheder der er for ferie direkte på vandet.

Husbådferie i idylliske sølandskab
Kunne du forstille dig at starte dagen med en dukkert i rent, klart vand og herefter sidde på dækket af din egen båd og nyde din morgenkaffe? I Mecklenburg - kun få timers kørsel fra den danske grænse - er det scenarie inden for rækkevidde. Her finder du nemlig Mecklenburgische Seenplatte, som er et af Tysklands smukkeste og mest idylliske sølandskaber. Her kan du leje din egen husbåd, yacht eller tømmerflåde og sejle fra sø til sø – også uden at have bådcertifikat.

Området, der består af flere hundrede søer, uberørte floder og kanaler samt et rigt dyreliv, er ikke kun et populært fritidsområde for familier, der holder ferie på en lejet husbåd, men også for sejlsportsentusiaster, der sejler vandene tynde med den båd, som deres pengepung nu engang kunne bære.

Bådcertifikat er ikke påkrævet i området, så længe båden holder sig under 15 meter og en tophastighed på 12 km/h. Du får naturligvis en grundig gennemgang af båden og sejlreglerne, inden du forlader marinaen, så du trygt kan navigere din båd eller tømmerflåde gennem det idylliske sølandskab.

Får du undervejs trang til fast grund under fødderne, eller har du behov for at proviantere, er det blot at lægge til ved en af de mange marinaer undervejs. På land langs søbredderne venter der både hyggelige middelalderlandsbyer, gode spisesteder og kulturelle oplevelser.

Flodkrydstogt på floden Mosel
Du behøver ikke nødvendigvis at tage turen over de store oceaner for at få en krydstogtsoplevelse. På Tysklands floder kan du nemlig tage på såkaldte flodkrydstogter, hvor du sejler langs Tysklands smukke vinmarker. Mens båden glider gennem landskabet, kan du nyde den smukke udsigt og drikke vin fra de omkringliggende vinmarker.

Under landgang er der mulighed for at opleve kulturelle seværdigheder. Både Donau og Rhinen byder på forskellige krydstogter. Som den længste biflod til Rhinen er Mosel en af de mest populære destinationer for flodkrydstogter i Tyskland. Normalt har krydstogter på Mosel en varighed på 7 overnatninger. Du kan stige på i flere forskellige byer og undervejs opleve berømte seværdigheder såsom Porta Nigra i Trier eller den storslåede borg Reichsburg Cochem

Det er dog ikke kun de mange seværdigheder undervejs, som gør flodkrydstogterne langs Mosel populære. Også de talrige vinbyer lokker krydstogtpassagerne. Vingårde langs ruten inviterer dig til at smage på de gyldne dråber fra Mosel.

Hvis du ikke kan hive 7 dage ud af kalenderen til at tage på krydstogt, er der også flere muligheder for at nyde det smukke område mellem Koblenz og Trier på halv- eller heldagsture. En særlig oplevelse er en tur på Stella Novimagi, der er en kopi af et romersk vinskib. Fra påske og frem til oktober, er der i weekenden mulighed for at tage på en 1,5-timers tur med Stella Noviomagi gennem de stejle vinmarker langs Mosels bredder.

Kanoferie på tærsklen til Berlin
Ikke langt fra Berlin ligger Spreewald - en unik verden bestående af kanaler og små åer, der snor sig gennem fortryllede skove, forbi hyggelige landsbyer og langs blomstrende enge. I Spreewald hersker der en helt særlig stemning, som man ikke finder andre steder i Tyskland. Netop det har været med til at gøre området særlig populært blandt kano- og kajakentusiaster.

En yndet rute for kano- og kajakroere er turen fra Cottbus til Burg. Turen starter i Cottbus smukke park Branitzer Park, der er kendt for sine grønne pyramider og fører dig forbi historiske møller og gennem det enestående søområde Lausitzer. Lausitzerområdet imponerer med sine store søer, der er resultatet af tidligere tiders minedrift. Ruten fører dig også gennem naturbeskyttelsesområdet Peitzer Teiche, hvor du kan nyde stilheden i selskab med hejrer, skarver og oddere.

Det er dog ikke kun Spreewalds enestående natur, der har gjort området populært. Også Spreewalds historie spiller en væsentlig rolle. Området er nemlig hjemstavn for folkeslaget sorberne. Sorberne, der er et anerkendt mindretal i Tyskland, er kendt for deres særlige traditioner, der både kommer til udtryk i kunsthåndværk, folkedragter og sprog.

Prøv destinationsfinderen og find ud af hvor din næste ferie skal gå hen!

 

Lignende artikler
- På cykel fra København til Berlin
- Klatring og exceptionelle højder i Tyskland
- Ferie på Tysklands skønne øer
- Spektakulære vandreruter i Tyskland