Top billede

Ferie på Tysklands skønne øer

På trods af at Tyskland bogstaveligt talt råder over et hav af øer fordelt i såvel Nordsøen som Østersøen, så er det for mange danskere endnu forholdsvis ukendt land. Det kan undre, når man besøger øerne. For selv om de tyske øer er vidt forskellige, så har de en ting til fælles - de indbyder til, at man bliver lykkelig.

Sild – Tysklands eksklusive dame
Sild er den ubestridte dronning blandt de tyske øer. Selv om øen kun har lidt over 20.000 fastboende indbyggere, rummer øen masser af restauranter, hvor flere kan bryste sig af de eftertragtede Michelin-stjerner. Det skyldes ikke mindst, at Sild er den tyske elites foretrukne rejsemål. Sild er for Tyskland, hvad Skagen er for Danmark. Og med god grund! Ud over sin smukke natur byder øen på et væld af både kulturelle, sportslige og kulinariske aktivitetstilbud.

Den 40 km lange sandstrand på vestsiden af øen tilbyder ideelle forhold for både vandhunde og strandløver. Vandhunde har mulighed for at prøve kræfter med såvel wind-, kite- og almindelig surfing. Skal det gå mere roligt for sig, kan den smukke kyststrækning blive rekognosceret på et stand-up paddling board. Vandsky strandløver og landkrabber kan nyde strandlivet henslængt i en af de mange strandkurve eller på et af øens eksklusive wellness-resorts.

Øens østside adskiller sig væsentligt fra vestsiden. Her mødes du nemlig af grønne marker, der strækker sig ned mod Vadehavet, hvor bølgerne slår blidt mod bredden. På guidede vandreture på Vadehavets bund kan du lede efter østers. Med Silds eksklusivtet i mente, kunne man jo håbe på at finde østers med en perle i!

Rügen –Tysklands største ø
Spektakulær, yndefuld, smagfuld og hyggelig er alle egenskaber, der beskriver Tysklands største tyske ø Rügen. At der venter dig noget helt særligt, fornemmer du allerede, når du forlader byen Stralsund for at køre over den imponerende bro til Rügen. Øen er et intakt økosystem bestående af storslåede skove, åbent land og vådområder.

Et af Rügens mest spektakulære naturområder er Jasmund Nationalpark, der ligger på den nordøstlige del af øen. Nationalparken fascinerer med sine 117 meter høje kridtklinter og mere end 700 år gamle bøgeskove. Længere syd på finder du UNESCO-biosfærereservat Südost-Rügen, hvor der venter dig et alsidigt kystlandskab med lange sandstrande, strandsøer, klintekyster og grønne skove. På den uberørte ø Wilm, der er en del af biosfærereservatets kerneområde og derfor kun kan besøges på guidede ture, kan du opleve sjældne dyre- og plantearter som gråsæl og orkideer.

Rügens imponerende natur bliver understreget, når du besøger øens oplevelsescenter Naturerbe Zentrum Rügen. Til forskel fra mange andre naturcentre kan du her både røre, se og beundre naturen. Fra centerets trætopsti får du et enestående panoramablik ud over skovens imposante trækroner og Rügens kyst.

Med mere en 60 km fine, lange sandstrande inviterer Rügen til at dvæle, gå lange ture og nyde synet af det glitrende hav. Vandsportsentusiaster finder dog også deres plads på øen. Uanset om du vil dykke, sejle, ro i kajak, stå på vandski eller nyde strandlivet i en strandkurv, så er der plads til det på Rügen. Golfentusiater kan glæde sig over øens tre enestående golfpladser.

Juist – Tysklands smukkeste sandbanke
For dig, der søger ro og afslapning, er den tyske ø Juist et oplagt feriemål. Øen, der kun er knap én kilometer bred, men til gengæld 17 km lang, er kendt for sine fantastiske badestrande. Dette har medvirket til, at Juist har fået tilnavnet "den smukkeste sandbanke i verden".

På trods af Juists begrænsede størrelse, byder øen på storslåede naturoplevelser. En vandring gennem øens lille skovområde bringer dig til Nationalpark Niedersächsisches Wattenmeer, hvor du kan opleve det enestående vadehavslandskab ved Nordsøen.

Juist har sat sig som mål at blive verdens første klimaneutrale rejsemål. Første skridt på den vej tog øen i 2015, hvor Juist blev gjort til bilfrit område. Der er dog masser af muligheder for at udforske øen og dens endeløse klitter både til fods, på cykel og på hesteryg.

Har du fået lyst til at besøge en af Tysklands skønne øer, så find mere information her: Drømme-øer: Paradis for enhver

 

Lignende artikler
- Spektakulære vandreruter i Tyskland
- Ferie på vandet i Tyskland
- Klatring og exceptionelle højder i Tyskland
- På cykel fra København til Berlin